For snart mange år siden fik jeg af min lærer i filt, Lene Nielsen, et par håndfulde yakokseuld. I lang tid nænnede jeg ikke at bruge den, men jeg vidste, at ulden filtede meget godt, og en planlagt skål med moskusuld og stride dækhår ville kun nødigt filte. Så greb jeg til yakokseulden, resten var en leg. Jeg skal senere vende tilbage til, hvordan i alverden Lene lige havde lidt yakokseuld.
For nylig havde vi i min tekstilgruppe et tema om dukker. Ikke et tema, der lige umiddelbart vakte mine livsånder - og så dog. Jeg kom i hvert fald til at tænke på, at jeg engang for mange år siden på Nationalmuseet så en lille filtet pose med filtede hjælpeånder i fra en mongolsk shaman. Den er forøvrigt gengivet i Annette Damgaards bog om filt. Den stammer fra en af de to store dansk/centralasiatiske ekspeditioner i 30'erne med Henning Haslund-Christensen som ekspeditionsleder. Jeg har flere af hans bøger - dels nogle tidlige fra 30'erne, dels en fra 1945. Shamandukkerne lokkede mig til at genlæse bogen "Jabonah" af Henning Haslund-Christensen fra 1932, Nordisk Forlag, og det er eventyr fra første side - ud over stepperne går det. Sidst i bogen fortæller han om nogle forhandlinger, han har haft med de sovjetiske myndigheder i 1926. Sovjet havde på det tidspunkt erobret store dele af Mongoliet, og der gennemførtes nye sovjetiske systemer og love med stor voldsomhed. Og så skriver han:" Mongolerne var slet ikke glade for de nye love, der kom fra Rusland ... Værst var det med et forbud mod at lave filt. Filtteltet var uundværligt for deres nomadetilværelse, og filt måtte også anvendes til sadelunderlag, kamelsadler og andet. Påbudet var dikteret af ønsket om at få ulden til eksport. Det kunne sætte omsætningen med udlandet op og således gavne regeringshandelelen".
Det førte faktisk til, at nomadekulturen fik sit dødsstød, og det var netop også det af sovjet ønskede resultat. I store betonbyer kunne man langt nemmere styre mongolerne og kontrollere deres produktion. Ved sovjets fald fik mongolerne igen mulighed for i nogen udstrækning at flytte væk fra byerne og måske genoptage privat husdyrhold med adgang til egen uld.
Og så var det, at der blev sendt bud efter Lene Nielsen! De gamle mongolers store viden om deres uld og dens anvendelsesmuligheder var i nogen grad gået tabt, men man opdagede også, at man måtte anvende ulden til andre formål end tidligere, livet havde ændret sig. Lene rejste flere gange til Mongoliet og rådgav dem om uldens kvaliteter og muligheder i et mere moderne samfund.
Og på den vis endte et par håndfulde yakokseuld hos mig!
