lørdag den 23. april 2011

Grima og tekstil dialog

Majnummeret Af Grima, som er filteforeningens blad, er netop udkommet. Jeg er spændt på at høre reaktioner på og kommentarer til det portræt, som jeg har skrevet deri om Yvonne Habbe. For jeg synes, hun har mange rammende formuleringer, som vækker genkendelse og eftertanke. Det har været en dejlig oplevelse for mig, og Yvonne og jeg har haft de herligste mailudvekslinger, som jeg har sat stor pris på. Det var også en morsom opgave at oversætte fra svensk til dansk, for selv om det ikke bød på de større vanskeligheder, så var der formuleringer, som jeg måtte fundere noget over. Portrættet er ledsaget af Yvonnes egne billeder, som både - karakteristisk nok for Yvonne - er humoristiske og af høj kvalitet.

I samme blad er forøvrigt også min anmeldelse af Lisbeth Tolstrups "Tekstile udtryk - en introduktion".

mandag den 11. april 2011

Lady sings the blues

Jeg lovede forleden at vende tilbage til Ane Henriksens udstilling på Kunstindustrimuseet, og det gør jeg nu på baggrund af en anmeldelse i Information af Mette Størum Krogh: Lykken er et behåret mandebryst.
Hun skriver, at det er en meget fællesmenneskelig erfaring at gå igennem udstillingen. Livet er en skrøbelig affære efter en skilsmisse, og man mærker ensomheden og sårbarheden på egen krop. " Kønnet har i skilsmissen mistet sin modpol, og derfor blander den spirituelle søgen efter mening sig med længslen efter en mand."
Jeg tror, at både Anne og jeg fornemmede humoren, som mere nærværende end anmelderen her, men ellers er anmeldelsen lige så læseværdig, som udstillingen er seværdig.
Udstillingen varer frem til 7. august 2011.

torsdag den 7. april 2011

To vævere udstiller på Kunstindustrimuseet

Der er for øjeblikket to vævere, der udstiller på Kunstindustrimuseet. En lille udstilling med hjerter af væveren Egemose i lokalet lige før restauranten, og så en større udstilling af Ane Henriksen, som jeg virkelig kan anbefale. Den er fra første øjeblik ganske overrumplende i sit tema og sit udtryk, men jeg vil ikke røbe mere. Kun sige at Anne Ottosen (ven og filtekollega) og jeg morede os kosteligt, selv om temaet er "Lady sings the blues". Men vi var også anfægtede. Jeg vender tilbage senere med lidt uddybende kommentarer til udstillingen.
Jeg er for øjeblikket ved at læse de senest ankomne bøger til Kunstindustrimuseets bibliotek om filt. De er alle på engelsk, men særdeles interessante. Jeg vender tilbage med titler og kommentarer, når jeg har læst dem. Alle bøgerne kan lånes fra det lokale bibliotek, som så henter dem på Kunstindustrimuseets bibliotek.
Hvis man låner dem direkte, så må man forholde sig til restaurantens kaffe og kager, hvilket ikke er en let sag, men man skal altså ind igennem restauranten for at komme til biblioteket!
Som filter er jeg særligt interesseret i smykker, og derfor lånte jeg også en bog om nogle helt vidunderlige smykker. Det var Yvonne Habbe, filter på Gotland, som anbefalede mig at kikke på Sonja Hahn-Ekberg.
Hun lavede ikke filtede smykker, men vildt smukke silkesmykker. Bogen hedder "Textila Juveler", skrevet af Lillemor Derr og udgivet på Carlssons forlag i 2002. Bogen er på svensk, - men alene billederne .....
God fornøjelse!