torsdag den 21. juli 2011

Felt in focus 2011

Nu er Felt in focus afviklet for anden gang - en fantastisk uge i Glamsbjerg på Fyn. Jeg tror, det var 17 nationaliteter, der deltog, i hvert fald var engelsk et gennemgående sprog ugen igennem, og alle var behjælpelige med at oversætte eller supplere med ukendte eller glemte gloser.
Med omkring 140 deltagere er det en vanskelig administrativ opgave, som blev afviklet roligt og med godt humør. I planlægningsgruppen er der et stort folkeoplysende element, som helt naturligt sætter arrangementet ind i en dansk, kulturel ramme, som jeg tror, alle nød. Men der er også en stor og vidtspændende ekspertise på filten, som løftede det hele til begejstring. Vi var nogle, der vendte så inspirerede hjem, at vi var ude af stand til at omsætte vores oplevelser til nogen form for uld den første uge!
Jeg sidder tilbage med en stor taknemmelighed - og en anelse uro for fremtidens Felt in Focus. Den er sikkert helt ubegrundet, for selv om planlægningsgruppens aldersniveau sætter nogle grænser, så tænker jeg, at de netop vil formå at give bolden videre helt eller delvis. Det håber og tror jeg.
Men foreløbig er der inspiration nok tilde næste to år!

Broderi

Der er en eller anden bevægelse i broderiet. For det første er faget kommet ind under Stoftrykker- og væverlaugets vinger. For det andet så viser broderiarbejderne sig oftere og oftere i udstillingsmæssig sammenhæng. Der var f.eks. en lille udstilling i Københavns Galleri af erotiske broderier. Jeg var ikke imponeret, men jeg har hørt, at mange unge virkelig var fascinerede af broderierne.  I Siri Hustvedts seneste bog "Sommeren uden mænd" dukker de erotiske broderier op igen - denne gang i største hemmelighed. Det er en af hovedpersonens meget gamle veninder - moderens veninde - som i sin høje alder røber, at der er anstændige broderier uden på tehætten, men indvendigt nærmest unævnelige temaer!  Og de erotiske broderier myldrer frem fra skuffer og skabe.
I udstillingen "Minitextiler" i Lyngby Nordre Mølle, en udstilling, som netop på lørdag åbner i Kolding, finder man igen broderier - denne gang "Kvindeliv" af Bettina Andersen.
For nogen tid siden var der også en bemærkelsesværdig udstilling med broderi i Skovhuset i Ballerup - så hold øje med broderiet, der hvor du er.