onsdag den 10. august 2016

Tekstilt museum i Lilla Rödda i Sverige

LILLA RöDDA - VISER TO SØSTRES BRUDEUDSTYR

Lidt syd for Lund i Everlyns sogn ligger en firlænget gård, som værner om en tekstil skat. På gården boede omkring 1900 en velsitueret familie, som havde store traditioner for vævning og andre tekstile færdigheder. Som det var skik på den tid, så arbejdede gårdens to døtre Hanna og Anna flittigt på deres brudeudstyr, som forvaredes i deres brudekister. På gamle fotos kan man se, at det var et par smukke og dygtige piger, hvis liv tilsyneladende mistede retning, da deres mor døde 46 år gammel. Ingen potentielle kærester var gode nok til pigernes fader - som jo også havde brug for deres arbejdskraft. Så de endte ugifte begge to.
Men gården er blevet til museum, hvor der hver søndag mellem kl. 13-16 frem til 28. august er åbent for besøgende.
Store møblementer betrukket med flamskvævninger, skabe fulde af vævet sengelinned med fantastiske broderier, duge, gardiner - ja, man taber næsten pusten. I spisestuen står et bord, hvor bordpladen er af granit i en tykkelse, som gør bordet næsten uflytteligt, men jo yderst velegnet til alverdens aktiviteter. Det er karakteristisk netop for denne egn med disse stenborde. Der er masser at se på, undres over - og glædes over.

Museet er omtalt i en større og billedrig artikel i "Hemslöjden" 08/4.

mandag den 8. august 2016

"And Then Came White" hedder en retrospektiv udstilling på Øregård Museum med Charlotte Schrøder




RETROSPEKTIV UDSTILLING AF CHARLOTTE SCHRØDER PÅ ØREGÅRD MUSEUM


Fra d. 16/6 og frem til d. 25/9 er der nu på 1. sal på Øregård Museum en fin retrospektiv udstilling med Charlotte Schrøders vævninger - lige fra de aller mindste med vidunderlige farver - nogle inspirerede af porte i Damaskus - og til meget store vævninger i mange hvide nuancer med "streger", der lige netop antyder motivet.

Charlotte Schrøder bor selv i Gentofte Kommune, hvor museet ligger, og vævningerne stemmer godt overens med de lyse lokaler i det gamle hus. Kun de aller største vævninger klemmes lidt inde i de forholdsvis små rum, men det vil man meget gerne abstrahere fra til fordel for den mulighed, det er at få et samlet indtryk af et langt livs vævninger.

Mit voksne barnebarn har netop en af de små vævninger fra Damaskus, og hun og jeg nød forleden en dejlig eftermiddag sammen på udstillingen. En god kop kaffe i cafeen i noget så sjældent som solskin rundede dagen fint af.

Man kan på udstillingen købe en bog, som dels gengiver mange af Charlotte Schrøders vævninger, dels og ikke mindst fortæller om epoker i Charlotte Schrøders liv som væsentlige inspirationskilder - også den seneste hvide periode.


torsdag den 23. juni 2016

Invitation til: Triennalen miniTEX17 i nye formater



I efteråret 2017 er der endnu engang miniTEX udstilling dels i København, dels i Jylland.

De censurerede værker skal præcis have målene: 2D: 15x27 cm, 3D: 15x27x max. 15 sm

Læs yderligere om betingelserne for deltagelse på hjemmesiden: www.dansk-tekstillaug.dk

Det er værd at bemærke, at ikke blot medlemmer af Dansk Tekstillaug kan deltage, triennalen er også åben for ikke-medlemmer.

Kuratorerne for udstillingen har inviteret 12 tekstilkunstnere til at deltage i miniTEX17 med værker i størrelsen 60x60 eller 60x60x60 med henblik på at skabe kontrast til de mindre værker.


Jeg havde selv 3 filtede værker med ved den sidste triennale, og dengang var udstillingen i København i Rundetårn og i Jylland i Kolding. Det var meget, meget morsomt at deltage, og det var i det hele taget en spillevende udstilling med mange minitekstiler i formatet 20x20 (evt.x20). Udstillingen i Kolding havde ikke så store lokaler, men det var en fin udstilling alligevel, og der er jo ikke mange udstillingslokaler, der kan måle sig med Rundetårns.

Jeg håber, du får lyst til at deltage!

onsdag den 8. juni 2016

Papper och stygn

Papper och stygn af Monica Langwe.


Her sidst i april udkom der en ny bog på Hemslöjdens Forlag.
Forfatteren har værksted i Mora, hvor der til stadighed også udbydes kurser (www.langwe.se)

Monica Langwe har dels kunststudier bag sig såvel som uddannelse i traditionel bogbinding og innovativ bogbinding. Hun har særligt interesseret sig for arkivariske tekniker og har hentet megen inspiration i den tid, hun helt usædvanligt fik lov at tilbringe i Vatikanstatens bibliotek.

Bogen er ikke blot til inspiration, det er en gennemarbejdet arbejdsbog med klare fremstillinger og arbejdsbeskrivelser af processerne f.eks. i forbindelse med udarbejdelse af et harmonikaalbum eller et kinesisk syetui  - eller blot et lille noteshæfte.

Bogen er med spiralryg og et finurligt omslag, som alt sammen tjener et formål - ingen overflødigheder her. Sidst i bogen er der eksempler på anvendte papirkvaliteter, men der forekommer flere andre materialer som pap, læder og stof.

Jeg købte bogen i går, og det er en ren fryd at tænke på, at der er inspiration og opgaver nok til hele sommeren og mere til.

Bogen koster sv. kr. 325,-


ÂR DU PAPPIG?


I forbindelse med udgivelsen af bogen har Hemslöjden i Skåne planlagt en udstilling for og med de, som kan lide at arbejde med pap og papir. Udstillingen vil blive vist på Hemslöjden i Skåne, som ligger i Landskronas gamle stationsbygning, og alle medvirkende indbydes til inspirerende indvielse lørdag d. 10. september.

Man kan anvende alt slags papir og lave papirsblomster, æsker, figurer, lygter m.m.

Tingene skal afleveres eller sendes til Hemslöjden senest d. 22. august.

Læs mere på slojdiskane.se/papper.

Rigtig god fornøjelse!


onsdag den 10. februar 2016

TEXTILITY

Textility i bibliotekssalen i Rundetårn

Fra d. 12. februar til  og med den 14. februar mellem kl. 10 og kl. 18 udstiller deltagerne fra afgangsprojekt fra professionsbacheloruddannelsen Tekstildesign - Håndværk og Formidling ved Håndarbejdets Fremme UCC i bibliotekssalen i Rundetårn.
Det glæder jeg mig til at se!
Selve bibliotekssalen er et dejligt udstillingslokale, hvor der sidste år kom helt ny belysning. Det er en bekostelig affære, men det er også blevet til et kosteligt lys overalt i salen.

tirsdag den 2. februar 2016

Moskusuld

Strikopskrifter til moskusuld


Der er kommet en forespørgsel på en opskrift på en hue strikket i moskusuld. Jeg selv strikker meget lidt, så jeg har ikke nogen opskrift, men jeg har dog et par gode råd:

Jeg strikkede en hue i en kraftig, flertrådet moskusuld efter en almindelig opskrift, 2 ret 2 vrang - så vidt jeg husker. Den blev udmærket, men den blev meget tyk. I et tyndere garn vil det naturligvis blive bedre.
Men sagen er, at moskusulden er aller bedst og varmest, når den strikkes i tyndt garn i et eller andet blondemønster. Det lærte jeg af den grønlandske dame, som jeg kørte hundeslæde med. Vi fra det sydlige Danmark havde uldne huer og derover hætter for at beskytte os mod 42 graders frost. Hundeslædeføreren var selvfølgelig anderledes vant til sådanne temperaturer, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, at hun blot havde en lille tynd hue på i hulmønster og strikket i tynd moskusuld.
Hun forklarede, at det netop var lufthullerne mellem maskerne, som var afgørende.

Med hensyn til opskrifter så har jeg set, at der i butikken på Nordatlantens Brygge er flere bøger med strikopskrifter blandt andet i moskusuld, så der tror jeg, at man kan finde inspiration.

mandag den 25. januar 2016

En række nye udsendelser på DR 1 med deltagelse af kunsthåndværkere

Kunsthåndværk på DR 1.

I 2015 var der en række udsendelser med en lille gruppe kunsthåndværkere, som i udsendelserne fik stillet forskellige opgaver, som de løste inden for deres eget håndværk.
I december var der igen to udsendelser, hvor opgaverne var relaterede til den forestående jul.

Alle udsendelser var meget inspirerende, synes jeg, og nu er DR så parat med en række nye udsendelser med nye kunsthåndværkere.
Den første udsendelse kommer på DR1 d. 2. februar kl. 20,45, og jeg glæder mig, for det er sandelig sjældent, at DR bringer udsendelser, der så direkte fokuserer på hele processen i og personen bag kunsthåndværk. Jeg ved ikke, hvilke fag der er repræsenteret, men det er heller ikke så væsentligt. Det er de kreative processer og indsigten i håndværket, som er spændende, og som man ind i mellem genkender fra sit eget arbejde.

Alle de overvejelser, man gør sig, inden man går i gang med projektet, og alle de overvejelser, man gør sig undervejs - og bagefter - tvivlen som den faste ledsager - og så heldigvis somme tider en stille lykke over resultatet, men i udsendelserne arbejder de under tidspres. Det kan slå selv den bedste ud, tror jeg, men det kan også få den enkelte til at yde sit ypperste.


fredag den 15. januar 2016

Rapporter 1/2016 fra Dansk tekstillaug -væv, tryk og broderi.

Rapporter 1/2016.

Så er det første af årets numre af Rapporter kommet, og denne gang handler det om materialer.
Garnindkøbsforeningen af 1998 har altid nogle somme tider helt ubegribeligt spændende materialer, som i år præsenteres i "Laboratorium 16" på en udstilling i Officinet, Bredgade 66, København, i perioden 19. februar - 13.marts.

16 kunsthåndværkere har modtaget en garnpakke med fem forskellige garner til at eksperimentere med ud fra temaet Nordisk. Alle garner er hvide.

Det glæder jeg mig meget til at se!

Men der er meget, meget mere i Rapporter, som altid byder på timers fordybelse og mange relevante oplysninger, som f.eks. meddelelser om konkurrencer, en både indenlandsk og udenlandsk udstillingskalender, og denne gang også en anmeldelse af Jytte Harboesgaards "Dogmebroderi". Jeg har selv været på kursus hos Jytte Harboesgaard, og i al sin frapperende enkelhed, så åbnede kurset for et helt nyt syn på broderi - og en stille lykkefølelse af, at man på grund af sin alder var heldig at få et vist kendskab til forskellige broderisting i skolen. Den gang forekom det dog fuldstændigt meningsløst, for det kunne jo åbenbart kun anvendes på gymnastikposer og navneklude! Hos Jytte Harboesgaard bliver man meget klogere - og vildt inspireret.
Bogen kan bestilles på

http.//harboesgaard-broderi.dk/books.htm

onsdag den 13. januar 2016

Japansk tekstilkunstner - Kiyomi Iwata

 https://vimeo.com/123394447

Dette er linket til en lille video, som jeg synes, er meget interessant. Den japanske kunstner arbejder fuldstændigt koncentreret og roligt med sin silketråd, som interessant nok er et spildprodukt i silketrådsproduktionen. De første meter, der spindes af en silkekokon, er uregelmæssige og lever ikke op til normen for en silketråd, men denne kunstner udnytter altså netop, at tråden er uregelmæssig. Her på videoen beklæder hun tråden med bladsølv. Det ser meget let ud, men jeg har prøvet at arbejde lidt med bladguld, og det er så tyndt og så let, så det er meget svært at få styr på, og jeg tænker, at det er det samme med sølv.
 http://kiyomiwata.com/

Linket er til hendes "hjemmeside".

God fornøjelse!

torsdag den 7. januar 2016

Alt om håndarbejde messe i Rødovrehallen

Alt om håndarbejde messe.

Nu er der endnu engang alt om håndarbejde messe i Rødovrehallen - denne gang fra d. 5.februar til og med d. 7. februar. Der er åbent fra 10 - 17 - dog sidste dag kun til kl. 16.
I år er der 100 udstillere, så der er virkelig meget at se på. Men der plejer også at være mange mennesker, så det er en god ide at sætte god tid af til det hele. Som regel er det sådan, at der er visse udstillere, man ved, man skal besøge, men det finurlige er jo, at man undervejs møder helt nye udstillere med nye, fantastiske materialer, som godt kan vise sig at være netop de materialer, som pludseligt og uventet giver ny inspiration. Det er også utroligt givende og hyggeligt at møde nogle af de mennesker, som udstiller, for oftest er det bare web-shoppen, vi kender.

Hvis man ikke kommer i meget god tid, så kan man få et problem med at parkere. I år vil jeg tage bussen derud, for jeg bor lige ved bus nr. 6A, og den kører lige derud, men der er sikkert mange andre muligheder.

Det er tydeligt, at mange kolleger sætter hinanden stævne derude, det er jo en glimrende anledning,  men det er virkelig også ret skønt pludseligt og overraskende at stå over for kolleger, som man ikke ser så tit. Der er altid så meget at tale om.

God fornøjelse!