mandag den 25. januar 2016

En række nye udsendelser på DR 1 med deltagelse af kunsthåndværkere

Kunsthåndværk på DR 1.

I 2015 var der en række udsendelser med en lille gruppe kunsthåndværkere, som i udsendelserne fik stillet forskellige opgaver, som de løste inden for deres eget håndværk.
I december var der igen to udsendelser, hvor opgaverne var relaterede til den forestående jul.

Alle udsendelser var meget inspirerende, synes jeg, og nu er DR så parat med en række nye udsendelser med nye kunsthåndværkere.
Den første udsendelse kommer på DR1 d. 2. februar kl. 20,45, og jeg glæder mig, for det er sandelig sjældent, at DR bringer udsendelser, der så direkte fokuserer på hele processen i og personen bag kunsthåndværk. Jeg ved ikke, hvilke fag der er repræsenteret, men det er heller ikke så væsentligt. Det er de kreative processer og indsigten i håndværket, som er spændende, og som man ind i mellem genkender fra sit eget arbejde.

Alle de overvejelser, man gør sig, inden man går i gang med projektet, og alle de overvejelser, man gør sig undervejs - og bagefter - tvivlen som den faste ledsager - og så heldigvis somme tider en stille lykke over resultatet, men i udsendelserne arbejder de under tidspres. Det kan slå selv den bedste ud, tror jeg, men det kan også få den enkelte til at yde sit ypperste.


Ingen kommentarer: