lørdag den 19. oktober 2013

Ny bog om filt i det nordlige europa

Modern felt from Northern Europe

Det er Kyoko Fridén, som har udgivet en lille, æstetisk bog om filt i Nordeuropa. Bogen er skrevet på japansk men har enkelte engelske tekster. Det sproglige er nu ingen absolut hindring for tilgængeligheden, for bogen er fuld af billeder, som taler deres eget sprog. Kyoko bor i Sverige, så vidt jeg ved.

De kunstnere, der er omtalt, er:
Veronica Skytt
Yvonne Habbe
Charlotte Buch
Lene Frantzen
Elina Saari
Annette Quentin-Stoll og
Lisa Klakulak.

Der er et righoldigt udvalg af fotografier af den enkelte filters værker, og så en lille og præcis præsentation på engelsk af hver af de repræsenterede filtere.

Gunilla Paetau Sjöberg omtales i et særligt kapitel, som omhandler de historiske aspekter omkring filt i Nordeuropa. Hendes bog"Tova - gammal teknik på nytt sätt (udgivet af natur og kultur/fakta 1994) omtales på japansk, men også hun præsenteres på engelsk,  og en hel del billeder illustrerer hendes værker.

Bogen slutter med et rigt illustreret kapitel om virksomheder, der bearbejder uld, og om forretninger, som sælger kunsthåndværk i Sverige.

Hvis nogen undrer sig over, hvorfor Lisa Klakulak er med som europæisk filter, så er det oplagt - jeg undrer mig i hvert fald. Ganske vist mener jeg at kunne huske, at hun har europæiske aner, men kan det virkelig være begrundelsen?

Jeg har kikket meget på omslagsbilledet, og det kan jo være noteret et sted i bogen på japansk, men jeg kan ikke direkte finde, hvor billedet stammer fra. Jeg er nu ret sikker på, at det er et billede af Filtmakeriet, som ejes af Veronica Skytt.

ISBN978-4-89511-237-6
2013 Mariashobo Printed in Japan

Smykkehistorier

I weekendavisens kulturtillæg fra d. 4/10-13 er der en grundig og fin omtale af en ny bog om smykker. Forfatteren er Petra Ahde-Deal, og bogen hedder Women and Jewelry. A Social Approach to Wearing and Possessing Jewelry.

Petra Ahde-Deal er uddannet guldsmed og designforsker. Hun bor for øjeblikket i København, men er født i Finland. Og i Finland er bogen blevet revet væk - en noget overraskende succes for et oprindeligt forskningsprojekt.
Hun beskriver tre værdier ved hverdagssmykker: En markedsværdi, en materiel værdi og endelig en subjektiv værdi. Det er særligt den sidste værdi, forfatteren og forskeren har beskæftiget sig med - den, hvor følelserne og minderne spiller hovedrollerne og ofte trækker tråde tilbage i familien.

Bogen er udgivet af Aalto University, 2013 og kan frit downloades eller købes for 35 euro via books.aalto.fi


Update kunstguide fra Elle Decoration Danmark, oktober 2013

I oktobernummeret Af Elle Decoration Danmark peges der på en ny tendens: Blød kunst.
De skriver, at "der bliver syet, strikket, filtet og broderet løs på den internationale kunstscene".
Der er vist adskillige eksempler f.eks. fra maleren og filteren Andreas Schulenburg og fra Gudrun Hasle, ordblind brodøse.
Der er også fine eksempler på, at broderede billeder i år for første gang i Sverige - har jeg hørt - er kommet gennem censuren til velrenommerede kunstudstillinger.

En tendens, der vækker glæde - og eftertanke!