mandag den 10. december 2012

broderede berättelser

For nogen tid siden gjorde min nære ven og kollega Yvonne Habbe på Gotland mig opmærksom på bogen "Broderede berättelser" af Britta Marakatt-Labba. Bogen er udgivet på forlaget Koncentrat. Britta er same, og hun broderer meget minimalistiske motiver fra det nordligste Sverige - for det meste akkurat så snedækket, som vi har det her i disse dage. Jeg er dybt berørt af hendes kunst. Så skete der det, at jeg forleden fik det nye program fra Skals - højskolen for design og håndarbejde. Og her finder jeg så et broderikursus, hvor Britta er lærer. Det foregår i uge 37.
Jeg selv er jo ikke brodøse, men jeg er lidt optaget af at brodere på filten ved særlige lejligheder. Jeg holder meget af at brodere, men det er nu ingen nem sag at anvende frit broderi, men øvelse gør mester!
Jeg var for nylig på et weekendkursus i frit broderi her i København med den svenske Elsa Agelii, og det var meget morsomt at blive udfordret. Men hvorom alting er, så er jeg filter. Men der er i Danmark mange dygtige brodøser, så hold øje med, hvad der sker på det område, for det er meget spændende.

søndag den 9. december 2012

Ekstra åbning på juleværkstedet og GOD JUL

Fredag d. 14. december har jeg ekstraordinært åbent på juleværkstedet. Jeg fik nemlig en del bestillinger, og flere kommer den fredag og henter deres ting. Og så er jeg her jo , og det vil være hyggeligt, hvis nogen kikker inden for mellem kl. 12 og kl. 17 blot for at lige se hinanden inden jul - eller måske også for at finde en enkelt julegave.
Det foregår på Dalstrøget 21 i Dyssegård - om sneen altså tillader dig at finde vej!

Her vil jeg benytte lejligheden til at ønske alle læsere en rigtig god jul og et dejligt nytår med tak for al den interesse, der har været i årets løb for min lille tekstile blog.