tirsdag den 25. september 2018

BECOMING - soloudstilling af strikkunstner Marianne Johnstad-møller


BECOMING

Becoming er fysiske udtryk for en indre proces, der handler om at gå ind i sorg og savn og komme frem til sig selv på en ny måde.

Udstillingen finder sted i tidsrummet fra d. 22/9 - d. 7/10 2018
Åbningstider 12-16, lørdag/søndag 10-18.

Sted: Officinet, Bredgade 66, 1260 K.

Marianne Johnstad-møller vil være til stede på udstillingen onsdage, lørdage og søndage - og om muligt efter aftale (mail@mariannejohnstad.dk

Fredag d. 28. september fra kl. 19-22 vil der være akusmatisk oplæsning af digte skrevet og oplæst af forskellige unge kunstnere. Digtene forholder sig til sorg og savn.

Søndag d. 30. september kl. 15-16 vil der være artist talk om savn, huller og tilblivelse.  Lektor i socialpsykologi Malou Juelskjær og professor i filosofi Sverre Raffnsøe i samtale med kunstneren. Moderator: Professor i socialpsykologi Dorthe Staunæs.

Jeg deltog i ferniseringen - og var meget taknemmelig for at blive inviteret ind i et sanseligt og poetisk univers af strikkede installationer og skulpturelle objekter, der for det meste hænger ned fra loftet, enkelte ligger på gulvet.  Der er tale om et farveunivers, som er enestående, åndfuldt og meget smukt - og i stand til at formidle den sprøde bevægelse, som installationerne taler om.




lørdag den 1. september 2018

Efter en pause her lidt om Køng Museum

Efter en pause i indlæggene fortsættes nu som tidligere:

Denne gang vil jeg skrive lidt om Køng Museum, som har 3 årlige udstillinger - for det meste med udvalgt nutidig tekstilkunst med fokus på hør - men også andre former for godt kunsthåndværk.

Jeg besøgte museet for nylig, mens udstillingen "Naturens mønstre" endnu fyldte de smukke, gamle lokaler.
Nu er der fra d. 25. august og frem til d. 21. oktober en udstilling af væverne Ane Henriksen og Vibeke Lindhardt, en udstilling jeg glæder mig meget til at se.

I forbindelse med museet er der en dejlig lille museumsbutik med mange smukke tekstiler i hør, men også  arbejder af enkelte af de udstillende kunstnere.
Jeg har i mange år interesseret mig meget for museumsbutikker, og mange savner en idé med hele butikken og udvalget af varer. Her på Køng Museum er der en tydelig og meget inspirerende sammenhæng mellem museets formål og udstillingernes indhold og så butikkens fremtræden og varesortiment, som også signalerer kvalitet og eftertanke.
Det bliver man bare så glad for!

Museet er åbent fra 25. marts til 21. oktober i 2018 i weekender fra 12-16.