lørdag den 1. september 2018

Efter en pause her lidt om Køng Museum

Efter en pause i indlæggene fortsættes nu som tidligere:

Denne gang vil jeg skrive lidt om Køng Museum, som har 3 årlige udstillinger - for det meste med udvalgt nutidig tekstilkunst med fokus på hør - men også andre former for godt kunsthåndværk.

Jeg besøgte museet for nylig, mens udstillingen "Naturens mønstre" endnu fyldte de smukke, gamle lokaler.
Nu er der fra d. 25. august og frem til d. 21. oktober en udstilling af væverne Ane Henriksen og Vibeke Lindhardt, en udstilling jeg glæder mig meget til at se.

I forbindelse med museet er der en dejlig lille museumsbutik med mange smukke tekstiler i hør, men også  arbejder af enkelte af de udstillende kunstnere.
Jeg har i mange år interesseret mig meget for museumsbutikker, og mange savner en idé med hele butikken og udvalget af varer. Her på Køng Museum er der en tydelig og meget inspirerende sammenhæng mellem museets formål og udstillingernes indhold og så butikkens fremtræden og varesortiment, som også signalerer kvalitet og eftertanke.
Det bliver man bare så glad for!

Museet er åbent fra 25. marts til 21. oktober i 2018 i weekender fra 12-16.


Ingen kommentarer: