lørdag den 25. maj 2013

Ny serie armbånd

NY SERIE ARMBÅND

For nogle år siden arbejdede jeg meget med italiensk silke filtet på merinould. Jeg har stadig nogle rester af den fine silke. Nu har jeg lavet en serie armbånd med silke hist og her både uden på armbåndet og indeni, og så har jeg broderet med guld og sølv, hørgarner og perler. Det morer mig meget. Midt i det hele så jeg forleden en bog fra Afrika et sted med malede huse i jordfarver, rust og violblå. Jeg fandt en perle, som så meget afrikansk ud, og her er så resultatet. En hvid håndspunden silketråd er filtet ind i den sorte merino, og derefter er der broderet med hørgarner.
Tidligere har jeg arbejdet en del med broderi i ikke-færdigtfiltede emner, så broderiet så at sige næsten ikke ses men giver karakter til visse områder. Her er der fortrinsvis broderi på det færdige emne, og det giver forunderlige og indimellem helt eventyrlige resultater. Nu om stunder broderes der meget - og meget smukt - på maskine også på filt, og virkningerne er helt, helt anderledes.
I virkeligheden har mit udgangspunkt altid været, at filten skulle tale for sig selv i al sin enkelhed og uden dikkedarer. Så filtede jeg et armbånd i moskusuld, som jeg broderede på - det var jo allerede meget - og fik en kommentar fra en yderst kyndig kollega: Det mangler noget bling! Da jeg var kommet mig af min befippelse, så åbnede der sig nye døre med bling og meget mere, og jeg tror egentlig ikke, at jeg nogensinde vender fuldt og helt tilbage til mit udgangspunkt med den  strenge, skandinaviske enkelhed. Det er på den anden side altid en overvejelse værd, om ulden/silken fungerer i sin egen ret, eller om den vinder noget som helst med bling eller andre påhit. Men somme tider er det i hvert fald fantastisk at blive skubbet ud over kanten.