Hemslöjdens 100års jubilæum på Liljevalchs

Sidst jeg var på Liljevalchs var i 1998, og det var, hvad jeg vil kalde en mere traditionel udstilling med masser af udstillingsgenstande  fra alle dele af Sverige. Denne gang overvældes man i første omgang af flere rum med "træer" med store blade på - i tusindvis af blade. Alle har kunnet rekvirere en bladform for så selv at dekorere den med knipling, broderi, filt, vævning etc. Det er altså rum, som meget fint viser hemslöjdens folkelige engagement. Derudover er der tale om en udstilling, som denne gang ikke glimrer ved sin mangfoldighed, men snarere ved enkelte udsøgte og visionære arbejder - for nogles vedkommende helt utraditionelle og revolutionerende. Når jeg læser om ældre hemslöjdsudstillinger, slår det mig, at årets udstilling på Liljevalchs måske er af samme fornyende karakter som den i 1964. Dengang blev der f.eks. i Kalmar Hemslöjd tænkt helt nye og banebrydende tanker af kunstnere som Raine Navin, Gunilla Skyttla og Sonja Hahn-Ekberg. Der er kun ganske lidt filt denne gang, men Yvonne Habbes arbejder ligger helt klart i forlængelse af de ældre kunstnere fra Kalmar: Tradition - nytænkning og så et uventet og meget smukt resultat åbent for lag på lag af associationer.
Derimod kan det undre noget, at Barbro Lomakka er repræsenteret med arbejder, som har været vist i adskillige år, adskillige gange.

Nær ved Liljevalchs udstillingsbygning ligger Waldemarsudde, hvor der netop nu er en udstilling om Hemslöjdens historie, om Lilli Zickerman og prins Eugén. Det var Lilli Z, der grundlagde Hemslöjden i 1899. Jeg nyder altid hvert minut på Waldemarsudde, der er så smukt og stilfærdigt, altid med friske blomster i vaserne og den smukkeste lille cafe i det gamle slotskøkken. Denne gang spiste vi en skøn middag som afslutning på dagen.
Næste dag måtte vi videre til Nordiska Museet, hvor unge studerende havde skabt nye ting ud fra nogle af de gamle vævninger indsamlede af Lilli Zickerman. Det var en meget levende udstilling med masser af citater fra de unge om deres arbejdsglæde, glæde ved materialet, ved væven, ved strukturen - og ved den luksus det også er at kunne arbejde sig ind i et tekstilt fag.
Der var virkelig meget stof til eftertanke og diskussion i toget hjem: Hvad er hemslöjd, hvad er kunsthåndværk - og hvornår er det så kunst????

Intet under at vi, Anne Ottosen, Ninna Stryhn, Paula Obenius og jeg selv, vendte hjem fra først 3 dage med filt og samtaler og film om filt hos Paula Obenius og dernæst besøg på udstillingerne i Stockholm som så mættede af indtryk, at den ene tanke stod i vejen for den anden og for den tredje. Ganske langsomt falder det hele nu på plads, mens jeg rydder op i mit værksted og gør klar til AT FILTE.

Hobroudstillingen

Det blev en meget vel besøgt udstilling på havnen i Hobro. Der var denne gang flere udstillere, dog manglede de grønlandske, som skulle være med for første gang. Deres arbejder kunne ikke komme ud af havnen på Grønland for is! Det er stadig de vilkår, man har på Grønland.
Jeg selv solgte bl.a. to minitekstiler fra indlandsisen, det var jeg meget glad for, for der ligger altid en anerkendelse i det, at andre ønsker at anskaffe ens ting. Jeg mødte gamle og nye bekendte, så det blev nogle rigtigt dejlige dage. Jeg var så heldig, at jeg kunne bo hos Anne Markers fra Naturlig Beklædning, og det var også hos hende, alle udstillere samledes til middag efter ferniseringen. Skønt at have tid til at tale med kolleger fra hele Skandinavien.
Vi håber alle, at Valenki-gruppen overkommer at stå for endnu en udstilling om et par år, det er et kæmpe arbejde, men altså til stor glæde for mange mennesker og særdeles vigtig for de kunsthåndværkere, som beskæftiger sig med filt.
Jeg lægger snarest billeder ind fra udstillingen.