mandag den 10. december 2012

broderede berättelser

For nogen tid siden gjorde min nære ven og kollega Yvonne Habbe på Gotland mig opmærksom på bogen "Broderede berättelser" af Britta Marakatt-Labba. Bogen er udgivet på forlaget Koncentrat. Britta er same, og hun broderer meget minimalistiske motiver fra det nordligste Sverige - for det meste akkurat så snedækket, som vi har det her i disse dage. Jeg er dybt berørt af hendes kunst. Så skete der det, at jeg forleden fik det nye program fra Skals - højskolen for design og håndarbejde. Og her finder jeg så et broderikursus, hvor Britta er lærer. Det foregår i uge 37.
Jeg selv er jo ikke brodøse, men jeg er lidt optaget af at brodere på filten ved særlige lejligheder. Jeg holder meget af at brodere, men det er nu ingen nem sag at anvende frit broderi, men øvelse gør mester!
Jeg var for nylig på et weekendkursus i frit broderi her i København med den svenske Elsa Agelii, og det var meget morsomt at blive udfordret. Men hvorom alting er, så er jeg filter. Men der er i Danmark mange dygtige brodøser, så hold øje med, hvad der sker på det område, for det er meget spændende.

Ingen kommentarer: