fredag den 15. januar 2016

Rapporter 1/2016 fra Dansk tekstillaug -væv, tryk og broderi.

Rapporter 1/2016.

Så er det første af årets numre af Rapporter kommet, og denne gang handler det om materialer.
Garnindkøbsforeningen af 1998 har altid nogle somme tider helt ubegribeligt spændende materialer, som i år præsenteres i "Laboratorium 16" på en udstilling i Officinet, Bredgade 66, København, i perioden 19. februar - 13.marts.

16 kunsthåndværkere har modtaget en garnpakke med fem forskellige garner til at eksperimentere med ud fra temaet Nordisk. Alle garner er hvide.

Det glæder jeg mig meget til at se!

Men der er meget, meget mere i Rapporter, som altid byder på timers fordybelse og mange relevante oplysninger, som f.eks. meddelelser om konkurrencer, en både indenlandsk og udenlandsk udstillingskalender, og denne gang også en anmeldelse af Jytte Harboesgaards "Dogmebroderi". Jeg har selv været på kursus hos Jytte Harboesgaard, og i al sin frapperende enkelhed, så åbnede kurset for et helt nyt syn på broderi - og en stille lykkefølelse af, at man på grund af sin alder var heldig at få et vist kendskab til forskellige broderisting i skolen. Den gang forekom det dog fuldstændigt meningsløst, for det kunne jo åbenbart kun anvendes på gymnastikposer og navneklude! Hos Jytte Harboesgaard bliver man meget klogere - og vildt inspireret.
Bogen kan bestilles på

http.//harboesgaard-broderi.dk/books.htm

Ingen kommentarer: