onsdag den 10. august 2016

Tekstilt museum i Lilla Rödda i Sverige

LILLA RöDDA - VISER TO SØSTRES BRUDEUDSTYR

Lidt syd for Lund i Everlyns sogn ligger en firlænget gård, som værner om en tekstil skat. På gården boede omkring 1900 en velsitueret familie, som havde store traditioner for vævning og andre tekstile færdigheder. Som det var skik på den tid, så arbejdede gårdens to døtre Hanna og Anna flittigt på deres brudeudstyr, som forvaredes i deres brudekister. På gamle fotos kan man se, at det var et par smukke og dygtige piger, hvis liv tilsyneladende mistede retning, da deres mor døde 46 år gammel. Ingen potentielle kærester var gode nok til pigernes fader - som jo også havde brug for deres arbejdskraft. Så de endte ugifte begge to.
Men gården er blevet til museum, hvor der hver søndag mellem kl. 13-16 frem til 28. august er åbent for besøgende.
Store møblementer betrukket med flamskvævninger, skabe fulde af vævet sengelinned med fantastiske broderier, duge, gardiner - ja, man taber næsten pusten. I spisestuen står et bord, hvor bordpladen er af granit i en tykkelse, som gør bordet næsten uflytteligt, men jo yderst velegnet til alverdens aktiviteter. Det er karakteristisk netop for denne egn med disse stenborde. Der er masser at se på, undres over - og glædes over.

Museet er omtalt i en større og billedrig artikel i "Hemslöjden" 08/4.

Ingen kommentarer: