mandag den 28. juli 2014

miniTEX14

Fredag d. 12.september åbner udstillingen miniTEX14 i Kolding i galleriet Nicolai Kunst. Udstillingen i Kolding slutter d. 28. september.

Fredag d. 3. oktober åbner udstillingen igen - denne gang i Rundetårn i København, og der slutter udstillingen søndag d. 2. november.

Det er dansk Tekstillaug, der står for udstillingerne og for udvælgelsen af værker.  Censureringens dommere var Anne Bjørn, Ruth Fabricius og Lizzie Damgård. De har antaget værker fra over 50 deltagere.

Også denne gang er der inviteret kunstnere, der udstiller større værker. I Dansk Tekstillaugs medlemsblad Rapporter 3/14 er der vist en del billeder fra en minitekstiludstilling sidste år i Polen, som laugets studietur besøgte. Det ser spændende ud!

Jeg selv har fået antaget 3 minitekstiler, som er sammenhængende i tema: Lad dialogen blomstre!
Gennem nogle år har jeg eksperimenteret med formatet, for det er overhovedet ikke nemt med det lille format. De fleste er endt som "fraklip", men man har jo lært noget hver gang.
Flere af mine kolleger fra tekstilgruppen har også fået antaget deres ting, så vi glæder os meget.
Jeg har lavet en enkelt minitekstil siden, som jeg kalder "Længsel".

En minitekstil er i denne henseende 20x20x20 - men må gerne være mindre.

Jeg håber, du får tid og mulighed for at se udstillingen enten i Jylland eller i København.

Ingen kommentarer: